12. oktober 2026

|

Pressemeddelelse

Tumlekaravanen kommer til Hjørring Kommune

Der er leg og bevægelse på programmet for de 0-3-årige, når Tumlekaravanen kommer til Hjørring Kommune. Alle vuggestuer, dagplejere og private pasningsordninger har mulighed for at være med og booke et gratis tumlebesøg.

Tumlekaravanen kommer til Hjørring Kommune
Af: Børneulykkesfonden | Foto: Børneulykkesfonden

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Hoppesol, boldspringvand, fang frøen og balanceleg. Sanserne stimuleres, og kroppen sættes i bevægelse, når Tumlekaravanen ruller ud til dagtilbud i Hjørring Kommune. Gennem sjove lege og tumleaktiviteter har Tumlekaravanen til formål at inspirere børn, dagplejere og pædagoger til en hverdag med mere leg og bevægelse.

Vi er meget opmærksomme på, hvor vigtigt det er, at børn bevæger sig og styrker deres motoriske udvikling. Vi oplever i øjeblikket en kedelig tendens, hvor børn har motoriske udfordringer ved skolestart. Den tendens vil vi gerne vende ved at inspirere dagplejere og pædagoger til at arbejde med børns motoriske færdigheder allerede fra en tidlig alder, siger Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden, der står bag projektet.

Inspiration og redskaber til dagtilbuddene

Resten af året kan lokale dagtilbud med børn i alderen 0-3 år booke et gratis besøg af Tumlekaravanen. Her vil de få besøg af Tumlekaravanens instruktør, der, med udgangspunkt i dagtilbuddets rammer og materialer, sætter legen og bevægelsen i centrum.

Aktive børn er glade børn

Børn har godt af et liv fyldt med leg og bevægelse. Det er de færreste i tvivl om. Desværre bevæger mange børn sig alt for lidt, og mere end hvert fjerde barn har motoriske udfordringer ved skolestart. Derfor sætter Tumlekaravanen fokus på det tidlige arbejde med børns motoriske færdigheder, og vigtigheden af at børn bevæger sig hver dag, ved at bidrage med inspiration og konkrete redskaber til en hverdag med mere fysisk aktivitet.

Om Tumlekaravanen:

  • Tumlekaravanen er et bevægelseskoncept udviklet af Børneulykkesfonden. Formålet med Tumlekaravanen er at inspirere dagplejere og vuggestuer i hele Danmark til en hverdag med mere fysisk aktivitet. Tumlekaravanen er støttet af Sundhedsstyrelsen.
  • Dagtilbud i hele landet kan få inspiration til en hverdag med mere fysisk aktivitet ved at bestille Tumlekaravanens online læringsmaterialer, der sætter bevægelses-glæden i centrum, og gør det nemt at sætte rammerne for en hverdag fyldt med tumleri og sansemotorisk udvikling.
  • Tumlekaravanens tumleinstruktør besøger desuden en række dagtilbud i udvalgte kommuner og afvikler en bevægelsesdag i dagtilbuddet. Tumleinstruktøren sætter gang i forskellige tumlelege med børnene ud fra de rammer og muligheder, der er til rådighed i dagtilbuddet. Og nu er turen kommet til de dagtilbud i Hjørring Kommune.

Læs mere på www.tumlekaravanen.dk 

Om Børneulykkesfonden

Ulykker er den hyppigste dødsårsag blandt børn i alderen 1-18 år, og hver fjerde dødsfald i denne aldersgruppe skyldes en ulykke. Samtidig kommer 150.000 børn under 15 år hvert år på skadestuen som følge af en ulykke. Det svarer til et barn hver 3.-4. minut - hele døgnet.

Det gør Børneulykkesfonden noget ved. Vi arbejder for at forebygge børneulykker og skabe sikre rammer for danske børn uden at gå på kompromis med børnenes leg, kreativitet og fysiske udfoldelse. Læs mere på www.børneulykkesfonden.dk

Nøgleord
Børn & unge
Event Information