Skip to main content
9. april 2026

Lokal jagter åndespor knyttet til H.C. Andersen

“Ghosthunter” fra Hjørring deltog i en undersøgelse af mulige spirituelle spor ved H.C. Andersens barndomshjem og i nogle af Odenses ældre bygninger.

Af: Ib Vinther Sørensen | Foto: Ghost Adventures Danmark

Lørdag den 28. marts er mørket faldet på over Pernille Lykkes Fattigboder på TID – Museum for Odense. Det er efter lukketid, og gæsterne er for længst taget hjem efter at have set, hvordan fortidens fattige kvinder boede.

Men det er ikke alle gæster, der er taget hjem.

I et af husenes køkken sidder den tidligere clairvoyant Annette Johansen fra Sdr. Felding sammen med to ansatte fra Museum Odense. Annette har sat en “flux” på komfuret. Fluxen er et apparat, der opfanger aktivitet i omgivelserne med sensorer. På den ene side af apparatet er der et rødt lys. På den anden side er der et grønt lys.

Vi ved ud fra historien, at H.C. Andersen har sit barndomshjem her i byen. Gad vide, om han er kommet gående herude forbi dit hjem? spørger Annette Johansen.

Tre sekunder senere lyser fluxen grønt. Det tolkes som et ja.

Er han også kommet i dit hjem? spørger hun.

Fluxen lyser grønt igen.

Ghosthunten er i gang.

Ghost Adventures Danmark 

Annette er medstifter af spøgelsesjægergruppen Ghost Adventures Danmark, der siden 2021 har “ghosthuntet”. I en ghosthunt – eller spøgelsesjagt – undersøger man paranormal aktivitet på steder, der menes værende hjemsøgte.

Ghost Adventures Danmark består, udover Annette Johansen, af Kim Petersen, Carsten Bøgebjerg, Pia Michelle Rosendal og Nikolaj Kristensen. De fem medlemmer har med deres passion for spøgelser og det overnaturlige undersøgt efterladte hospitaler, togstationer og gamle bygninger for at blive klogere på de liv, der engang boede der og som måske stadig har deres gang på matriklerne.

De har senest været på det tidligere Skørping Privathospital i Nordjylland – et sted, de har været mange gange og har haft særlig adgang til i kraft af medlem, Pia Michelle Rosendal fra Aalborg, der har familie, som ejer stedet.

Nysgerrighed og et åbnet sind

For at ghosthunte benytter gruppen en række forskellige apparater og udstyr til at registrere aktivitet. Men ifølge Kim Petersen fra Jelling er apparaterne ikke det vigtigste for en vellykket ghosthunt.

Udstyr, det reagerer jo forskelligt fra sted til sted – og nogle gange slet ikke overhovedet. Men hvis du ikke har den der nysgerrighed, så opfanger du ikke noget overhovedet. Man skal virkelig ville og gide og turde at gå ind sådan nogle steder med et åbent sind.

På en ghosthunt er det også vigtigt at skelne mellem, hvilke lyde der har en naturlig forklaring og det, der er sværere at forklare. Ifølge Annette Johansen kræver det en observant tilgang, hvor de først undersøger, om lyde eller bevægelser kommer fra noget naturligt. Hvis de derefter ikke kan finde en naturlig forklaring på situationen, mener de, at det kan være et tegn på noget overnaturligt.

H.C. Andersens spirituelle fodspor

Medlemmerne fra Ghost Adventures Danmark var også meget interesseret i at få deres paranormale nysgerrighed stillet, da de pludselig fik muligheden for at undersøge H.C. Andersens Barndomshjem og de gamle huse ved TID – Museum for Odense.

Gruppen havde oprindeligt efterspurgt muligheden for at ghosthunte i Den Fynske Landsby, men fik i stedet muligheden for at lede efter spirituelle fodspor, der forbinder sig til H.C. Andersen, da man på barndomshjemmet arbejder på et tema, der omhandler H.C. Andersen og overtro.

Ifølge Nikolaj Kristensen fra Hjørring var det dog begrænset, hvor meget aktivitet de fandt i selve barndomshjemmet. Annette Johansen mener dog, at det kan skyldes, at stedet ikke tidligere er blevet undersøgt på den måde.

Vi kan godt opleve, at det kan være lidt stille, og så sker der kun nogle små ting. Anden gang, man kommer, kan energien godt hæve, fordi de finder ud af, hvad der foregår, siger Annette Johansen.

Børneskelet og bankelyde fra kælderen

Gruppen fandt dog straks mere aktivitet i de gamle huse på TID, som Annette Johansen oplevede ved Pernille Lykkes Fattigboder. Og i kælderen ved hovedindgangen ind til museet havde der også været meldinger fra de ansatte om bankelyde, de ikke umiddelbart kan forklare.

(I kælderen, red.) er det tit, at de hører bankelyde, kradselyde på noget metal og sådan nogle ting. De kan ikke forklare, hvad det er, og det er samtlige af de ansatte, der møder ind om morgenen – inklusiv de to piger vi havde med, som var ansatte og dem, der hjalp os derovre – at der var masser af underlige lyde over fra den del af huset. Og historien er, at man har fundet et lille barneskelet, der hvor man havde gravet fundament ud i den del af bygningen i kælderen, som har de underlige lyde, siger Carsten Bøgebjerg fra Kolding.

I det næste stykke tid skal gruppen gå flere timers video- og lydoptagelser igennem og undersøge, om de kan dokumentere nogen form for aktivitet fra kælderen og fra barndomshjemmet.

Findes der spøgelser? Et åbent spørgsmål

Selvom medlemmerne i Ghost Adventures Danmark mener, at der findes spøgelser, er de også klar over, at folk kan være skeptiske overfor det paranormale. For dem er det dog vigtigt at være så ærlige som muligt, når de udgiver deres videoer og selv lade folk vurdere, hvad de tror.

Jeg synes, selv folk skal bedømme, hvad de ser. Om de er kritiske, det må de selvfølgelig gerne være, og det er også fair. Vi vil bare prøve at tage det med, vi synes virker underligt i de undersøgelser, vi har, siger Carsten Bøgebjerg.

Der vil være rig mulighed for at vurdere, hvad man tror på, når Ghost Adventures Danmark udgiver deres vigtigste fund fra ghosthunten på deres Youtube-kanal inden for den nærmeste fremtid.

Her kan interesserede selv tage stilling til, om H.C. Andersens fodspor kun findes i brostenene i Odenses gader, eller om noget også bevæger sig på et mere spirituelt plan.

25. marts 2026

Hjørring byder velkommen til VM-kvalifikationsrunde i futsal

Hjørring Kommune er stolte af at være værtsby for VM-kvalifikationsrunden i futsal fra den 7. til 11. april 2026.

Af: Hjørring Kommune | Foto: Hjørring Kommune
PRESSEMEDDELELSE

Hallen Park Vendia danner rammen om seks spændende kampe mellem de fire nationer Danmark, Andorra, Malta og Skotland. De to nationer med flest point  går videre til hovedrunden i VM-kvalifikationen.

Kampprogram:

Onsdag d. 8. april – Match day 1

  • Kl. 15:30: Andorra vs. Skotland
  • Kl. 18:30: Malta vs. Danmark

Torsdag d. 9. april – Match day 2

  • Kl. 15:30: Malta vs. Andorra
  • Kl. 18:30: Danmark vs. Skotland

Lørdag d. 11. april – Match day 3

  • Kl. 12:00: Skotland vs. Malta
  • Kl. 15:00: Danmark vs. Andorra
Billetter:

Alle kampe uden dansk deltagelse er gratis

Priser for Danmarks landskampe:

• Siddeplads: 60 kr.

• Ståplads: 40 kr.

Køb din billet her: boldbillet.dk/show/team/dbu

Har du lyst til at se landsholdet træne?

Landsholdet træner for åbne døre i Park Vendia Hallen:

  • Mandag d. 6. april kl. 16:15–18:15
  • Tirsdag d. 7. april kl. 16:50–18:20
  • Fredag d. 10. april kl. 13:15–14:45

Efter træningen kan du hilse på spillerne og få en selfie eller autograf. Du behøver ikke komme fra start eller blive hele træningen – tag børnene med og kom forbi, når det passer.

Vi glæder os til at se jer i Park Vendia Hallen, så vi kan støtte det danske landshold og vise, hvad Hjørring kan, når det gælder om at skabe en fantastisk hjemmebanestemning.

16. marts 2026

Mette Frederiksen på rundtur i landet: De unge skal væk fra skærmen og ind i fællesskabet

Som led i valgkampen sætter Mette Frederiksen fokus på unges skærmforbrug og fremhæver de fysiske foreningsfællesskaber som et vigtigt alternativ til sociale medier.

Af: Isabella Fuglsang | Foto: Socialdemokratiet

I lørdags gæstede statsminister Mette Frederiksen Fyn for at tale om fællesskaber og unges trivsel. Her kom hun med en klar melding: Sociale medier skal begrænses, og de fysiske fællesskaber skal styrkes.

Selvom besøget fandt sted i forbindelse med et lokalt løb i Strib, var budskaberne rettet mod hele Danmark. Statsministeren benyttede lejligheden til at hylde det danske foreningsliv, som hun mener er selve fundamentet for vores samfund.

Mit bud er, at de fleste af os, der er på Christiansborg, har lært rigtig meget af foreningslivet, og jeg tror, at alle kan lære noget af at være en del af det frivillige i Danmark, lød det fra Mette Frederiksen.

Til kamp mod de sociale medier

Et af de centrale emner for statsministeren er de unges digitale liv. Hun lagde ikke skjul på, at hun ser de sociale medier som en direkte konkurrent til de sunde, fysiske fællesskaber, og hun foreslår nu flere midler for at beskytte børn og unge.

Vi har aftalt, at telefonen kommer ud af skolen nu – både i undervisningen og i frikvartererne. Men jeg mener også, at vi skal forbyde de sociale medier helt ned til 14-15 år. Vi skal sørge for, at man skal logge ind med sin alder, så man simpelthen ikke kan logge ind, hvis man ikke er gammel nok, forklarede Mette Frederiksen.

Som en modvægt til den digitale verden peger hun på efterskolerne. Og en nylig politisk aftale skal gøre det økonomisk muligt for flere familier at sende deres børn afsted, uanset indkomst, for at sikre dem adgang til tætte, forpligtende fællesskaber.

Lettere at være ung iværksætter

Udover trivsel og skærmtid fokuserede besøget også på fremtidens erhvervsliv. Statsministeren anerkendte, at det i dag kan være for “bøvlet” for unge at starte egen virksomhed på grund af administrative byrder.

Spørgsmålet er, om vi kunne lave et eller andet, hvor vi løftede nogle af de administrative byrder. Det vil jeg i hvert fald gerne være med til at kigge på, sagde hun med henvisning til de mange krav, der møder unge iværksættere, som ikke nødvendigvis kommer fra en iværksætterfamilie.

Valgkampen ruller: Husk at stemme den 24. marts

Besøget er blot et af mange stop for Mette Frederiksen i disse dage. Statsministeren rejser i øjeblikket land og rige rundt som en del af valgkampen op mod folketingsvalget, der finder sted tirsdag den 24. marts 2026.

Uanset om man er enig i regeringens politik eller har tænkt sig at sætte sit kryds et helt andet sted, er opfordringen klar: Brug din stemmeret og vær med til at præge fremtidens Danmark den 24. marts.

Du kan finde mere information om valgdagen og dit lokale afstemningssted på kommunens hjemmeside.

11. marts 2026

Mette Frederiksen: Verden er urolig, men Danmark skal styrkes indefra

I Torvehallerne talte statsministeren om krig, energipriser og børns mistrivsel, mens hun i interview med LokalNyt pegede på behovet for at styrke Danmark indefra.

Af: Andreas Hjort | Foto: Socialdemokratiet

Tirsdag den 10. marts besøgte statsminister Mette Frederiksen Torvehallerne i Vejle til arrangementet En samtale om verden og hverdagen. Her deltog hun i en åben samtale med Christian Degn om international uro, velfærd og danskernes hverdag midt i valgkampen frem mod folketingsvalget den 24. marts.

Danmark skal styrkes indefra

Forud for arrangementet talte LokalNyt med statsministeren om de vigtigste temaer i valgkampen. Her sagde hun, at hendes vigtigste mål er at styrke Danmark indefra, selv om verden er præget af uro.

Lokalet var fyldt, da Mette Frederiksen og Christian Degn gik på scenen i Torvehallerne. Foto: Socialdemokratiet.

Det jeg håber mest på, og det jeg kommer til at arbejde mest for, det er, selvom vi er i gang med at håndtere en meget urolig verden, at vi også styrker Danmark indefra, sagde Mette Frederiksen til LokalNyt.

Den samme pointe gik igen fra scenen i Vejle, hvor hun koblede udenrigspolitik sammen med danskernes hverdag.

Vi skal have bragt energipriserne ned. Vi skal have styr på vores ydre grænser. Og så, hvis du spørger mig, skal vi også have et ordentligt velfærdsløft, sagde hun under arrangementet.

Udenrigspolitik fylder mere

Ifølge statsministeren fylder udenrigspolitik mere i denne valgkamp end tidligere. Det sagde hun også til LokalNyt, hvor hun pegede på, at krig, konflikt og oprustning fylder langt mere end i tidligere valgkampe.

På scenen i Vejle sagde hun desuden:

Verden er jo blevet så urolig, at det, der er nyheder om morgenen, ikke længere er nyheder om aftenen.

Børnefamilier og mistrivsel fylder

Samtidig fortalte Mette Frederiksen til LokalNyt, at hun især møder bekymringer fra børnefamilier.

Jeg tror, det der gør størst indtryk lige nu, det er børnefamilier, der har det svært, fordi der for eksempel er skolevægring hos deres børn, sagde hun til LokalNyt.

Også det tema fyldte under arrangementet, hvor hun pegede på mistrivsel blandt børn og unge som en voksende udfordring.

Vi ser skolevægring i et omfang, vi aldrig nogensinde har oplevet før. Det tynger rigtig mange familier, sagde hun fra scenen.

Velfærd er fortsat vigtigst

Selvom den internationale situation fylder mere end tidligere, fastholdt statsministeren i interviewet med LokalNyt, at velfærd fortsat er hendes vigtigste prioritet.

Hvis jeg kun må vælge én ting, så bliver det, at vi skal gøre Danmark stærkere indefra også, og det er selvfølgelig vores velfærdssamfund, der er det vigtigste, sagde hun til LokalNyt.

Statsministerens besøg i Vejle var en del af hendes rundtur i landet i forbindelse med valgkampen frem mod folketingsvalget den 24. marts.

24. februar 2026

Kom til gratis synsprøve i Synoptik i Hjørring: Synet kan ofte reddes, hvis du reagerer i tide – men 6 ud af 10 danskere kender ikke symptomerne

Hvert år bliver tusindvis af danskere ramt af øjensygdomme, der ofte kan have alvorlige konsekvenser for deres syn, hvis de ikke reagerer i tide. Men mere end halvdelen af danskerne kender ikke symptomerne på øjensygdomme som grøn stær og hornhindebetændelse, viser en undersøgelse fra Synoptik. Derfor inviterer Synoptiks lokale eksperter i Hjørring nu til gratis synsprøve fra d. 23. til 27. februar for at stille skarpt på danskernes øjensundhed og øge kendskabet til symptomerne.

Af: Synoptik | Foto: Synoptik
PRESSEMEDDELELSE

Hele 6 ud af 10 danskere kender ikke symptomerne på alvorlige øjensygdomme som grøn stær og hornhindebetændelse. Det viser en undersøgelse fra Synoptik.

Og det vil Synoptik i Hjørring ændre på. For hvis du får en synstruende øjensygdom, er der meget større chance for, at du kan bevare synet, hvis du reagerer i god tid. Og så er det en hjælp at kende symptomerne.

I forbindelse med World Glaucoma Week – et årligt initiativ, der stiller skarpt på øjensygdommen grøn stær – sætter Synoptik i Hjørring derfor fokus på danskernes øjensundhed og inviterer til gratis Synsprøve med
sundhedstjek hos optikerens lokale eksperter. Det sker i Synoptik på Springvandspladsen i Hjørring fra d. 23. til 27. februar.

Hvis du ikke kender symptomerne på alvorlige øjensygdomme som grøn stær og hornhindebetændelse, er det naturligvis svært at reagere tidligt. Derfor kan jeg kun anbefale at få lavet en synsprøve, hvor dine øjnes sundhed også bliver tjekket, med jævne mellemrum. Gerne hvert andet år, hvis du er over 50 år, og årligt, hvis du er over 70 år. For selvom vi ikke ønsker, at danskerne går og bekymrer sig, kan sygdommene være svære selv at opdage i tide, siger Annette Slyngborg, leder af klinisk udvikling hos Synoptik.

Én øjensygdom skiller sig negativt ud

Des tidligere øjensygdomme bliver opdaget, des større er chancen for, at du kan bevare synet. Men én sygdom skiller sig negativt ud, og det er kronisk grøn stær. For mens der generelt er gode chancer for at helbrede akut grøn stær, hvor symptomerne kan være pludselige smerter, nedsat syn, kvalme og hovedpine, gælder de samme symptomer ikke for dens mere udbredte tvilling, kronisk grøn stær.

Kronisk grøn stær sniger sig ind på øjet, så synsfeltet langsomt bliver mindre og mindre, og fordi sygdommen ofte udvikler sig uden symptomer, mærker mange ikke noget, før synet er varigt påvirket. Netop derfor spiller synsprøver hos optikeren en afgørende rolle. Når det perifere syn bliver undersøgt regelmæssigt, kan man nemlig reagere tidligere og henvise til øjenlæge i tide, så behandling kan sættes ind og yderligere synstab begrænses, siger Annette Slyngborg.

Når synsprøven er slut, får du dine vigtigste resultater forklaret samt en skræddersyet plan med optikerens individuelle anbefalinger og en aftale om opfølgende kontrol. Mens nogle kunder vil få besked om først at komme til en ny synsprøve efter et par år, vil andre blive anbefalet kontrol med kortere interval. Nogle få vil blive anbefalet en kontrol hos egen læge eller øjenlæge.

Om undersøgelsen

Synoptik har gennemført en befolkningsanalyse af danskernes holdninger til deres syn, briller og kontaktlinser. Analysen er baseret på cirka 1.000 webinterviews af 18-75-årige danskere indsamlet via Norstats panel i perioden 19. til 27. marts 2025. Undersøgelsen er udsendt repræsentativt i forhold til køn, alder, region og uddannelse. Fuld repræsentativitet på de fire baggrundsvariable er sikret ved efterfølgende vægtning.

9. februar 2026

Naturfagsmaraton i Hjørring Kommune: Elever bygger tårne, genbrugslamper og myremodeller til naturfagskonkurrence

Den 9. februar dyster elever fra Hjørring Kommune om trofæet i Naturfagsmaraton, som Naturvidenskabernes Hus står bag. I år deltager omkring 23.000 elever i 5. og 6. klasse på landsplan.

Af: Naturvidenskabernes Hus | Foto: Naturvidenskabernes Hus
PRESSEMEDDELELSE

200 elever fra 5. og 6. klasser i Hjørring Kommune mødes den 9. februar til årets Naturfagsmaraton i Vendsyssel Idrætscenter. Her skal eleverne fremvise og demonstrere deres løsninger på fire forskellige opgaver, som de har forberedt hjemme på skolen til den store konkurrencedag. De har blandt andet undersøgt indeklimaet i deres klasselokale og bygget 3D-modeller af myrer.

Med Naturfagsmaraton vil vi øge elevernes faglige motivation og interesse for naturfag og teknologi. De bliver klogere på udfordringer fra deres hverdag og oplever, at de kan undersøge dem og handle på dem. Det er med til at give eleverne en bevidsthed om, at de også kan være med til at bidrage til fremtidens løsninger, siger Maiken Lykke Lolck, direktør i Naturvidenskabernes Hus.

Opgaverne i Naturfagsmaraton er udviklet af Naturvidenskabernes Hus, og eleverne øver sig i at samarbejde, tænke kreativt, være vedholdende og planlægge opgaveløsningen. De skal prøve sig frem, fejle og forbedre deres løsninger og vide, at der er mere end én rigtig løsning på opgaverne.

Opgaver fra hverdagen

I Naturfagsmaraton får eleverne opgaver, der tager udgangspunkt i emner og udfordringer fra deres hverdag. Emner og udfordringer, som også danske virksomheder arbejder med, og derfor er der hvert år tilknyttet to virksomheder til to af årets opgaver.

I år er det COWI og Danfoss. I COWI-opgaven skal eleverne blive klogere på, hvad der gør en kube stærk og holdbar, og de skal bygge et udsigtstårn. I Danfoss-opgaven skal de undersøge indeklimaet i deres klasselokale og bygge en ventilator.

Naturfagsmaraton er en rigtig god mulighed for at skabe interesse blandt dem, der kommer til at bygge fremtidens samfund og løse nogle af de udfordringer med klima, trængsel, energi og digitalisering, som vi står overfor. Vi får fremover kun endnu mere brug for dygtige og innovative nye talenter, der har lyst til at være med til at bygge fremtiden, siger Sine Juul Praastrup, Senior Vice President for byggeri og industri i COWI, og fortsætter:

Skoleeleverne bringer med sikkerhed nye perspektiver og ideer til bordet, og vi glæder os til at se deres løsninger på opgaven og forhåbentlig øge deres interesse for naturvidenskaberne.

Danfoss ser også frem til at være en del af Naturfagsmaraton.

Hos Danfoss ved vi, at gode ideer starter med nysgerrighed og lysten til at prøve ting af. Naturfagsmaraton giver eleverne mulighed for at være kreative og finde løsninger på virkelige udfordringer – som at sikre et sundt indeklima – og netop den slags ideer kan være med til at gøre en forskel langt ud over klasselokalet, siger Burkhard Winski, HR Country Director Denmark, Danfoss, og fortsætter:

Siden Mads Clausen grundlagde virksomheden for over 90 år siden, har vi bygget videre på hans passion for teknik, opfindsomhed og godt håndværk. Vi vil gerne vise, at man hos os kan være med til at forme fremtiden gennem nytænkning og moderne teknologi.

Naturfagsmaraton er støttet af Novo Nordisk Fonden, Villum Fonden, Knud Højgaards Fond, Otto Mønsteds Fond og ESERO.

De deltagende skoler er:

Bindslev Undervisningssted

Lendum Undervisningssted

Sindal Undervisningssted

Tornby Undervisningssted

Vrå Undervisningssted

6. januar 2026

Hjørring Kommune styrker indsatsen for unge med anbringelsesbaggrund – nyt rådgivnings- og netværkssted åbner

Hjørring Kommune tager et vigtigt skridt for at sikre bedre muligheder for unge med anbringelsesbaggrund. Med støtte fra Det Obelske Familiefond åbner vi nu The Promise – et nyt rådgivnings- og netværkssted, der skal give unge en stærkere overgang til voksenlivet.

Af: Hjørring Kommune | Foto: Hjørring Kommune
PRESSEMEDDELELSE

Social lighed og forebyggelse er en politisk prioritet i Hjørring Kommune, og vi ved, at unge der er eller har været i anbringelse ofte står over for særlige udfordringer, når de skal skabe et selvstændigt liv. The Promise er en del af kommunens strategi for at styrke trivsel, forebygge marginalisering og sikre, at alle unge får lige muligheder for uddannelse, job og et godt liv.

Projektet er fireårigt og tilbyder som en af indsatserne én samlet indgang til hjælp, rådgivning og fællesskab for unge med anbringelsesbaggrund. Her kan de unge få støtte til alt fra budgetplanlægning og jobsøgning til praktiske hverdagsfærdigheder – samtidig med, at de bliver en del af et trygt netværk.

Åbning

The Promise åbnede dørene den 2. december kl. 14-20 på Amtmandstoften 2, 1. sal, 9800 Hjørring. Herefter holder centeret åbent hver tirsdag fra kl. 14.00 til 20.00.

Et fællesskab med mening

Hver tirsdag kan de unge deltage i fælles aktiviteter – lave sund aftensmad, spille spil, hygge og dele erfaringer. Der vil også være workshops og praktiske aktiviteter, og de unge får selv mulighed for at præge indholdet.

Vi har et ansvar for at give alle unge i Hjørring Kommune en fair chance. Med The Promise skaber vi et sted, hvor unge med anbringelsesbaggrund kan få støtte, netværk og rådgivning – og dermed bedre muligheder for at lykkes i voksenlivet, udtaler Gry Bruun Nielsen (R), formand for Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalget i Hjørring Kommune.

Projektleder Gitte Adamsen tilføjer:

Vi ønsker at skabe et sted, hvor de unge både kan finde ro og fællesskab – og samtidig få hjælp til de udfordringer, der følger med at stå på egne ben.

9. december 2025

Gavepapir, gavebånd og juletræer: Sådan sorterer du julens affald

Hvordan sorterer man det brugte gavepapir, den tømte julekalender eller sit udtjente juletræ? Det har affaldsselskabet Nordværk lavet en guide til her, der måske kan gøre sorteringen af julens affald lidt mere overskuelig.

Af: Nordværk | Foto: Canva
PRESSEMEDDELELSE

Julen er hjerternes fest – men udover gaver, god julemad og en masse hygge, så producerer vi i den søde juletid også en hel del affald. Men med en lille ekstra indsats kan affaldets ressourcer rent faktisk genanvendes.

Brugt gavepapir kan fx blive til nye æggebakker, og plastikken fra indersiden af din julekalender kan genanvendes til at lave ny plast. Jo mere affald, man ude i hjemmene sorterer, desto mere kan vi genanvende, lyder det fra Jens Boye, der er divisionschef for Indsamling & Kunder i Danmarks tredjestørste affaldsselskab, Nordværk.

Derfor har Nordværk her samlet en guide til nordjyderne, der måske kan gøre sorteringen af julens affald lidt mere overskuelig:

1. Gavepapir

Gavepapir kan genanvendes og skal i hjemmet sorteres som pap og papir. Kører du på genbrugspladsen med dit gavepapir, skal det afleveres i containeren til papir.

Der må gerne sidde taperester på dit gavepapir, papkasser mv., da det bliver siet fra i den efterfølgende genanvendelsesproces.

2. Gavebånd

Gavebånd skal derhjemme sorteres som restaffald. Det samme gælder på genbrugspladsen, hvor gavebånd også skal afleveres i ’Rest efter sortering’-containeren.

Gavebånd kan godt genanvendes, men da det sætter sig fast i sorteringsanlæggene, skal det for nu sorteres som restaffald og bruges til energiudnyttelse.

3. Pap

Derhjemme kan du rive mindre papkasser og lignende i små stykker, så det ikke sætter sig fast i containeren eller i én af fællesløsningerne i nærheden af dig. Husk, at pappet skal være tørt og rent.

Store papstykker og papkasser fra julegaverne skal du aflevere på genbrugspladsen, hvor pap skal i pap.

4. Julekalenderen

Mange julekalendere består ofte af både pap og plastik, der nemt kan skilles ad, når sidste låge er åbnet (og chokoladen spist).

De forskellige dele af julekalenderen sorteres som hhv. pap/papir og plast/metal/mad- & drikkekartoner. På genbrugspladsen afleveres pappet som pap, mens plastikken skal afleveres som plast.

5. Flamingo

Flamingo skal helst afleveres på genbrugspladsen. De fleste genbrugspladser tager imod flamingo. Hvis der ikke er en særskilt container til flamingo, skal du aflevere det i containeren ‘Rest efter sortering’.

Har du mindre stykker flamingo, som du ikke har mulighed for at aflevere på genbrugspladsen, skal det sorteres som restaffald.

6. Net fra juletræet, klementinerne mv.

Net fra juletræet, klementiner, appelsiner mv. skal sorteres som restaffald derhjemme. På genbrugspladsen skal det i containeren ’Rest efter sortering’.

7. Den ødelagte lyskæde

Mindre lyskæder kan sorteres derhjemme i den røde miljøkasse til farligt affald eller i én af fællesløsningerne, hvis der er en i nærheden af dig. Det er vigtigt, at du lægger lyskæden i en klar plast-/frysepose.

På genbrugspladsen skal lyskæder afleveres som småt elektronik.

Større lyskæder skal altid afleveres på genbrugspladsen – også i småt elektronik.

8. Batterier

Derhjemme skal du putte dine brugte batterier i en klar plast-/frysepose og lægge dem i den røde miljøkasse til farligt affald. Brugte batterier kan også afleveres i en fællesløsning, hvis der er en i nærheden af dig. Hvis der er andre lokale indsamlingsordninger, må du også gerne benytte dem.

På genbrugspladsen skal batterier afleveres som farligt affald.

Husk at tage brugte batterier ud af lyskæder, julepynt, legetøj og andet elektronik, da de indeholder værdifulde råstoffer.

9. Juletræ

Juletræer kan afleveres på genbrugspladsen som haveaffald.

I nogle nordjyske kommuner er der også mulighed for at få afhentet sit juletræ.

I Aalborg Kommune findes der forskellige muligheder. Hvis du bor i Aalborg midtby, kan du fx bestille afhentning af dit juletræ via Nordværks hjemmeside.

I Rebild Kommune kan juletræer afhentes som storskrald på udvalgte datoer. Datoerne kan ses på Nordværks hjemmeside eller i appen ‘Rebild affald’.

11. Lækkerierne fra julens fester

Overskudsmad og rester fra julens fester eller forberedelserne dertil skal sorteres som madaffald. Men inden du begynder at fylde din pose med madaffald, så husk på, at rester:

  • Kan gemmes og spises dagen efter
  • Kan fryses ned og spise en anden dag, hvor tiden er knap
  • Deles med din nabo, ven eller onkel.

Madaffald kan ikke afleveres på Nordværks genbrugspladser.

5. december 2025

Nyt byråd i Hjørring Kommune er konstitueret

Hjørring Kommunes byråd for perioden 2026-2029 har fordelt borgmesterposten, viceborgmesterposter samt pladserne i Økonomiudvalget og de stående udvalg.

Af: Hjørring Kommune | Foto: Hans Ravn
PRESSEMEDDELELSE

Byrådet har konstitueret sig med Søren Smalbro (V) som borgmester.

Per Møller (C) er 1. viceborgmester, og Mai-Britt Beith (A) er 2. viceborgmester. Derudover er følgende udvalg sammensat:

Økonomiudvalget
  • Søren Smalbro (V)
  • Per Møller (C)
  • Lone Olsen (V)
  • Mette Jensen (C)
  • Frode Larsen (O)
  • Andreas Huus Andersen (Æ)
  • Ellen Raunsmed (F)
  • Mai-Britt Beith (A)
  • Thomas Klimek (A)
  • Gry Bruun Nielsen (B)
  • Holger Kjærgaard (Ø)
Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget
  • Per Møller (C)
  • Christian Engen (V)
  • Michael Engbjerg (V)
  • Mette Jensen (C)
  • Frode Larsen (O)
  • Annette Dyrbye Jensen (Æ)
  • Line Kraghede Jensen (A)
  • Pernille Buhelt (A)
  • Holger Kjærgaard (Ø)
Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalget
  • Lone Olsen (V)
  • Mathias Holger Nielsen (C)
  • Mia Povlsen (C)
  • Claus Mørkbak Højrup (V)
  • Christian Engen (V)
  • Henrik Taagaard (A)
  • Sven Bertelsen (A)
  • Julie Vinther (A)
  • Erik Høgh-Sørensen (VL)
Teknik- og Miljøudvalget
  • Søren Homann (C)
  • Lars Peter Høgh (V)
  • Betina D. Jensen (V)
  • Martin Kirkholm Braun (C)
  • Jørgen Bing (F)
  • Tim Jensen (A)
  • Henrik Taagaard (A)
Arbejdsmarkeds-, Erhvervs- og Uddannelsesudvalget
  • Ellen Raunsmed (F)
  • Andreas Huus Andersen (Æ)
  • Betina D. Jensen (V)
  • Daniel Vestergaard (C)
  • Martin Prentow (A)
  • Line Kraghede Jensen (A)
  • Gry Bruun Nielsen (B)

Formands- og næstformandsposter for de stående udvalg besluttes ved udvalgenes konstituerende møder.

24. november 2025

Hvad betyder frihed for unge i Hjørring Kommune? 

Hvad vil det sige at være fri – og oplever alle unge frihed på samme måde? Det spørgsmål var i centrum, da flere hundrede elever i Hjørring så dokumentarfilmen “Dagbog fra La Paz” som en del af ASK WHY? Docs.

Af: ASK WHY? Docs | Foto: ASK WHY? Docs
Pressemeddelelse

Filmen følger gadebørn i Bolivia og giver et ærligt indblik i livet under barske vilkår, og netop kontrasten til danske unges hverdag blev tydelig i den efterfølgende debat, der også handlede om hjemløshed i Danmark.

Dokumentarfilmen Dagbog fra La Paz skildrer de barske vilkår for hjemløse børn, der lever på Bolivias gader. Filmen dokumenterer deres hverdag, og for flere hundrede danske skoleelever, der var i biografen i forbindelse med ASK WHY? Docs, var det en stor kontrast til deres egen dagligdag.

De bolivianske børns beretninger om opvæksten, modgang, venskaber og drømme om et bedre liv gav eleverne anledning til at reflektere over, hvad frihed betyder, når ens livsbetingelser ikke er selvvalgte.

Efter filmen mødte eleverne en gæst, der åbent fortalte om sine egne erfaringer som hjemløs i Danmark som ung. Hun beskrev brud med familien, social kontrol og kampen for at stå på egne ben, men også hvor afgørende fællesskaber og den helt rette støtte kan betyde for en:

Man bliver ikke hjemløs, fordi man er svag. Man bliver hjemløs, når man står alene. Derfor er fællesskaber og tillid noget af det mest frisættende, vi kan give hinanden. De unge i dag skal vide, at man godt kan miste fodfæstet, uden at det betyder, at man mister sin fremtid.

Selv om de unge i Bolivia lever langt fra elevernes tilværelse i Hjørring, pegede mange på klare paralleller til de udfordringer, der findes i Danmark. En lærer fra Hjørring Private Realskole fortæller, at klassen havde arbejdet med temaerne inden filmvisningen:

Eleverne har glædet sig til dagens film. Vi har talt om fattigdom og om forskelle og ligheder mellem Bolivia og Danmark – den her samtale vi nu har haft her med jer har helt sikkert givet mine elever en bedre forståelse for at hjemløshed sjældent er et valg, men ofte resultatet af mange forskellige faktorer.

Hun understreger, at mødet med både filmen og den personlige fortælling om hjemløshed gav eleverne et mere nuanceret billede af de komplekse vilkår, nogle unge står i – også i Danmark – og at det er vigtigt at bryde de tabuer, der ofte omgiver hjemløshed, så eleverne kan forstå og reflektere over de sociale udfordringer uden fordomme.

Arrangementet understregede, at frihed er et tema, unge både kan spejle sig i og diskutere – uanset om udgangspunktet er et gadehjørne i La Paz eller en skole i Hjørring. ASK WHY? Docs bruger dokumentarfilm til at åbne samtaler om sociale problemstillinger og til at give de unge et nyt blik på deres egne liv og egne muligheder – og ikke mindst en forståelse af, hvordan livsvilkår, fællesskaber og valg former den frihed, vi hver især har adgang til.

Skoleelever til ASK WHY? Docs visningen af Dagbog fra La Paz. Foto: ASK WHY? Docs.