23. december 2024

|

Pressemeddelelse

Hjørring Kommune får ny landsdækkende tilsynsopgave på ældreområdet

Hjørring Kommune har fra 1. januar 2025 fået tildelt en central rolle i det nye tværkommunale ældretilsyn, der er en del af den nationale ældrereform.

Hjørring Kommune får ny landsdækkende tilsynsopgave på ældreområdet
Af: Hjørring Kommune | Foto: Colourbox

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Ældreministeriet har besluttet, at Hjørring Kommune skal varetage myndighedsopgaven med at etablere og udføre ældretilsynet i plejeenheder i hele Region Nordjylland samt en række kommuner i Region Midtjylland, herunder Silkeborg, Aarhus, Viborg og 12 andre kommuner. Udover Hjørring kommune er Gentofte og Silkeborg også udpeget til at udføre ældretilsyn. For at sikre uvildighed skal Gentofte Kommune varetage tilsynet med plejeenhederne i Hjørring Kommune. Det nye ældretilsyn erstatter den tidligere model med statslige og lokale kommunale tilsyn. I stedet introduceres en samlet og målrettet indsats, der lægger vægt på læring, dialog og understøttelse af lokal kvalitet frem for ren kontrol af dokumentation.
Nyt fokus på læring og risikobaseret tilsyn
Ældretilsynets primære mål er at sikre kvaliteten i helhedsplejen på plejehjem og hos hjemmeplejeleverandører. Med udgangspunkt i ældreloven vil indsatsen fokusere på de enheder, hvor der vurderes at være størst risiko eller hvor der er konkrete bekymringer om kvaliteten af plejen. Tilsynet vil også kunne reagere på bekymringer, der indmeldes via den nyoprettede Ældrelinjen. Ældrelinjen giver ældre, pårørende, medarbejdere og andre mulighed for anonymt at indberette forhold, der kræver opmærksomhed.
Et styrket samarbejde om ældrekvalitet
Den nye struktur er et skridt mod at skabe en mere ensartet og høj kvalitet i ældreplejen på tværs af Danmark. Gennem dialogbaserede tilsyn og et tæt samarbejde med lokale aktører vil det nye ældretilsyn arbejde for at sikre bedre rammer og tryghed for ældre og deres pårørende.
Vi ser det som et stort skulderklap at få tildelt så vigtig en opgave som ældretilsynet er. Vi vil lægge vægt på læring og rådgivning i tilsynsopgaven, og vi glæder os til at få etableret et stærkt og tillidsfuldt samarbejde med plejehjem og -leverandører på tværs af landet, siger formand for Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget Lone Olsen (V).
Event Information