29. oktober 2026

|

Pressemeddelelse

Hjørring hjælper 1300 børn og voksne i Ghana med at få hverdagen og synet tilbage: ”Det er oplevelser, man aldrig glemmer”

Seks medarbejdere fra Synoptik er netop hjemvendt fra Ghanas hovedstad Accra, hvor 1300 ghanesere fik foretaget synsprøve og uddelt gratis briller og solbriller. I 19 år har Synoptik uddelt danskernes aflagte briller i Ghana, og i år er de blandt andet blevet indsamlet i Synoptik i Hjørring.

Hjørring hjælper 1300 børn og voksne i Ghana med at få hverdagen og synet tilbage: ”Det er oplevelser, man aldrig glemmer”
Af: Synoptik | Foto: Synoptik

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Børn, der ikke kan følge med i skolen, fordi de ikke kan se tavlen. Forældre, der må opgive deres arbejde og ikke længere kan forsørge familien. En verden lige dér foran dem, men alligevel alt for langt væk, fordi deres syn er sløret. I Ghana kan store dele af befolkningen ikke bare få briller, når synet driller. Briller er svære at få fat i og koster langt mere, end de fleste nogensinde vil få råd til.

I oktober rejste seks medarbejdere fra Synoptik til Ghanas hovedstad Accra med et ønske om at gøre en mærkbar forskel for ghaneserne. I otte døgn udførte de gratis synsprøver og gav danskernes aflagte briller og solbriller videre til nye ejere. Omkring 1300 børn og voksne kunne tage hjem med et par briller, der ikke blot gør verden skarpere, men også giver nye muligheder i skolen, på arbejdet og i hverdagen.

Et godt syn er meget vigtigt for, at børn i Ghana kan få en uddannelse, og at voksne kan passe deres arbejde. Men et par briller koster ofte mere end en månedsløn, så for mange er det ganske enkelt uopnåeligt. Derfor gør de briller, danskerne donerer, en enorm forskel, siger Ilona Søhoel, der er projektleder på turen og netop har været afsted for 16. gang. Hun fortsætter:

Selv efter 16 ture til Ghana bliver jeg stadig rørt, når en person får briller på, og ansigtet lyser op. I år hjalp vi en ung kvinde, som viste sig at have en styrke på minus 3 og ikke kunne se længere frem end 33 centimeter. Da hun fik briller på for første gang, græd hun af glæde og krammede optikeren fra Synoptik, der havde hjulpet hende. Det er oplevelser som dem, man aldrig glemmer. De viser, hvor stor en forskel et par briller kan gøre, både her og nu og for fremtiden.

I de sidste 19 år har tusindvis af danskere doneret deres aflagte briller og solbriller til Synoptik, som sender dem videre til Ghana. I år kommer brillerne blandt andet fra Synoptik i Hjørring, og indsamlingen til næste års tur er allerede i gang.

Giv dine briller nyt liv på næste års tur

På synsklinikken i Accra er der hele tiden behov for flere aflagte briller og solbriller, som kan være med til at give flest mulige ghanesere et bedre syn. Derfor opfordrer Synoptik i Hjørring fortsat danskerne til at donere briller og solbriller, som ligger derhjemme og ikke længere bliver brugt. De kan afleveres i Synoptik i Hjørring, som med glæde tager imod briller og solbriller og sørger for, at de får et serviceeftersyn, inden de sendes videre til Ghana.

Om Synoptiks Ghana-projekt

Synoptik har i samarbejde med Ghana Blind Union og Dansk Blindesamfund etableret en free clinic i Ghanas hovedstad, Accra. Klinikken har åbent fem dage om ugen, hvor ghanesere gratis kan blive tilset af en optiker eller øjenlæge, få foretaget en synsprøve og få et par briller eller solbriller med hjem. Hvert år i oktober rejser en gruppe af danske Synoptik-medarbejdere til synsklinikken i Ghana for at hjælpe det lokale team af øjenlæger og optikere. Brillerne, som uddeles på øjenklinikken, er doneret af Synoptiks danske kunder, herunder kunder hos Synoptik i Hjørring, som løbende har afleveret deres aflagte briller i deres lokale Synoptik-butik.

Nøgleord
Foreninger & frivillighed
Event Information