25. april 2026

|

Pressemeddelelse

DM i Skills 2026 sluttede med jubel, tårer og medaljer i Hjørring

Et velbesøgt og stemningsfyldt DM i Skills 2026 er nu slut. Omkring 50.000 gæster lagde vejen forbi Hjørring for at opleve Danmarks dygtigste unge faglærte dyste – og for selv at prøve kræfter med erhvervsfagene.

DM i Skills 2026 sluttede med jubel, tårer og medaljer i Hjørring
Af: Hjørring Kommune | Foto: Hjørring Kommune/via Ritzau

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

En festlig og følelsesladet afslutningsceremoni satte lørdag eftermiddag punktum for tre intense dage med konkurrencer, fællesskab og faglig stolthed ved DM i Skills 2026 i Hjørring.

På konkurrencestandene blev Danmarks bedste unge faglærte kåret i 48 forskellige fag, og blandt deltagerne var glæden og følelserne store, da medaljerne blev uddelt.

En af guldmedaljerne landede ovenikøbet lokalt, da Caroline Kammer Olesen fra SOSU Nord i Hjørring blev Danmarks bedste social- og sundhedsassistent.

Samtidig har omkring 50.000 besøgende – herunder skoleelever, unge, forældre og andre faginteresserede – oplevet erhvervsuddannelserne helt tæt på. Mange benyttede også muligheden for selv at prøve kræfter med fagene i de populære Prøv, Mærk, Føl-områder.

DM i Skills har til formål at inspirere flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse, og netop mødet mellem de unge og fagene er en central del af eventet. Forhåbningen er, at besøget har givet mange et nyt blik på de karrieremuligheder, som erhvervsuddannelserne åbner for – særligt i en tid, hvor behovet for faglært arbejdskraft vokser.

Bag et event af denne størrelse står en stor fælles indsats fra lokalsamfundet, og Hjørring Kommune retter en varm tak til alle sponsorer, samarbejdspartnere og frivillige, der har bidraget til at gøre DM i Skills 2026 til en kæmpe succes.

Eventet har på alle måder levet op til forventningerne siger borgmester i Hjørring Kommune, Søren Smalbro og fortsætter:

– DM i Skills i Hjørring har vist os, at fremtiden er i gode hænder – og at de hænder er faglærte.

Nøgleord
UndervisningArbejdsmarkedBørn & unge
Event Information