Når dørene åbner til Uddannelsesmessen 2026 i Hallen, Park Vendia, vil omkring 700 elever fra kommunens 8. klasser besøge messen i løbet af dagen. Her møder de ungdomsuddannelser, frie fagskoler og virksomheder, som står klar til at fortælle om uddannelsesveje, jobmuligheder og livet som elev, lærling eller medarbejder.
Messen er en del af Ungegarantien og bygger på principperne om karrierelæring, hvor unge lærer at udforske egne interesser, kompetencer og muligheder gennem konkrete møder med virkeligheden.
Uddannelsesmessen giver de unge mulighed for at møde både uddannelser og virksomheder ansigt til ansigt. Når de får lov til at stille spørgsmål, prøve ting af og tale med elever, lærlinge og fagfolk, bliver uddannelse og arbejdsliv langt mere konkret. Det er netop dét, karrierelæring handler om siger John Windbirk, Erhvervsplaymaker i Hjørring Kommune
Uddannelse og arbejdsliv i øjenhøjde
Forud for messen har eleverne arbejdet med egne styrker, interesser og drømme sammen med uddannelses- og erhvervsvejledere. På selve dagen besøger eleverne messen i hold, hvor de guides rundt mellem standene og møder både uddannelsesinstitutioner og virksomheder gennem dialog og hands-on aktiviteter.
Virksomhederne bidrager blandt andet med konkrete eksempler på fag og jobfunktioner, så eleverne kan få en fornemmelse af, hvad det vil sige at arbejde som eksempelvis elektriker, tømrer, sygeplejerske, kontorassistent eller inden for en lang række andre erhverv.
Stor opbakning fra forældrene
Sidst på dagen åbnes messen for elever og forældre fra 8.-10. klasse. Her forventes omkring 1.000 deltagere, som får mulighed for sammen at udforske uddannelsesmulighederne og tale med vejledere, virksomheder og uddannelsesinstitutioner.
For arrangørerne er forældrenes deltagelse en vigtig del af konceptet.
Fakta
- Uddannelsesmessen 2026 afholdes torsdag den 5. november i Hallen, Park Vendia.
- Omkring 700 elever fra 8. årgang besøger messen i skoletiden.
- Omkring 1.000 forældre og unge forventes til Åbent Hus-arrangementet.
- Eleverne møder både ungdomsuddannelser, frie fagskoler og virksomheder.
- Uddannelsesmessen er en del af Ungegarantien i Hjørring Kommune.
