
En gruppe pionerer stiftede Aurion, der for længst er vokset ud af den lille gule butik i Hjørring og blevet en fødevarevirksomhed med en millionomsætning. Blandt grundlæggerne af Aurion findes Jørn og Inger Ussing Larsen, der kom til at spille en stor rolle.
De var pionerer i den danske økologiske bevægelse og iværksættere. Uden dem havde der ikke været noget Aurion. Eller Merkur Andelskasse. Eller Kornets Hus. Eller Kornets Butik. Der havde næppe heller været spelt i den danske kost og ”speltmødre” i det danske sprog for den sags skyld, skriver Egon Kjøller Nielsen i bogen Aurion – kraften fra Guldager.
Her tegner han et portræt af den virksomhed, der gik forrest i genopdagelsen af de gamle kornsorter. Spelt, emmer, svedjerug og ølandshvede blev atter dyrket, og Aurion har været med til at gøre økologiske fødevarer til en naturlig del af dansk hverdagskost, og er i dag et kendt brand også uden for Danmarks grænser.
Med til historien om Aurion hører også, hvordan Danmarks største værdibaserede pengeinstitut, Merkur Andelskasse, blev til, og hvordan Aurion som partner i et udviklingsprojekt i Bolivia lærte os danskere at spise quinoa. Den nordjyske virksomhed har udsyn og socialt ansvar som en del af sit DNA.
Aurion – kraften fra Guldager fortæller hele historien om Danmarks første biodynamiske bageri og mølleri, foregangsvirksomheden og de visionære ideer, der i dag kommer naturen, mennesker og dyr til gavn. Kornets Hus i Hjørring – et arkitektonisk smukt videns- og inspirationscenter, hvor alle kan lære at bage og bliver klogere på korn – er også udsprunget fra Aurion, og den lange proces bag centerets tilblivelse beskrives i bogen. Egon Kjøller Nielsen fortæller Aurions historie gennem en række centrale personer som blandt andet Inger og Jørn Ussing Larsen, men også nogle af de økologiske og biodynamiske landmænd, hvis virke er forudsætningen for leveringen af de bedste råvarer til Aurions store udvalg af produkter: korn og mel, gryn og grødblandinger, danske bælgfrugter og meget andet.
Egon Kjøller Nielsen var journalist på Vendsyssel Tidende, Aalborg Stiftstidende og Nordjyske Medier i perioden 1971-2016. Hans journalistiske fokus har især været indenfor landbrug og fiskeri, regional udvikling, bolig og byggeri, miljø og energi, samt flygtninge, globalisering og udviklingsbistand.
Aurion – kraften fra Guldager udkommer i forbindelse med Aurions 50års jubilæum.
Udgivelsesdato: 22. oktober 2024